Hun er da flot,ikke  Her for fulde sejl  Natbillede af dækket

Marilyn Anne of Los Angeles.

Ejer :  Sir Francis Michael Ian Bruce, Newport Beach, California, USA.  

(Ja, og han var endda en rigtig Sir, nedstammede i lige linie fra Robert the Bruce, en af de sidste konger i Skotland, men den her Bruce, ernærede sig så vidt jeg var orienteret, bland andet som fotograf )  

Skibet var lagt op i Skagen fra 1968 til foråret 1970 og senere i Nykøbing Mors i en del år,  hvor Michael Bruce forsøgte at restaurere det, og havde han ikke mistet den økonomiske støtte til projektet han fik igennem sin hustru Marilyn Anne Bruce, havde han nok også fuldført hvad han startede på, men sådan skulle det ikke gå. Familien (mand, kone, to døtre og en søn) boede under det meste af opholdet på hotel i Skagen, men da de jo kom fra Californien, var det danske klima ikke lige sagen, så om vinteren rejste moderen og de to piger Shannon og Ashley til Tenerifa eller London  hvor de havde familie. Når så temperaturerne igen steg på vore breddegrader, vendte de tre tilbage. Sønnen Carter sendte de på en kostskole i Skotland, (Rannoch) hvor han på grund af sin  plejefaders navn og afstamning ikke havde nogen problemer med at blive optaget.

Grunden til at jeg "påmønstrede" et par måneder i 1970 var nok mest, at jeg under skibets ophold i Skagen, var kommet til at kende Carter, som jeg "tog under beskyttelse" den tid han var her i Skagen. Han var jo anderledes, og skulle derfor "kanøfles", sådan var og er  Skagen  nemlig også. 

Jeg "afmønstrede" Marilyn Anne" efteråret 1970, hvor jeg rejste hjem for at starte på en sætteskipper uddannelse hos Axel Carlson på Skagen Skipperskole. Den oprindelige plan var så, at jeg efter bestået eksamen skulle ombord igen, og jeg modtog da også en del økonomisk støtte fra familien under skoleopholdet, men der skete et par ting der væltede disse planer. For det første mødte jeg min nuværende hustru, og så var det jo ikke let at bare stikke af, uden at vide hvornår man eventuelt kom hjem igen. For det andet begyndte ægteskabet imellem Marilyn Anne og Michael Bruce at knage lidt i fugerne, nok  mest fordi han, der jo var en stor flot fyr, og på trods af sin alder stadig var ret "aktiv",  ikke rigtig kunne "styre" sig i de perioder hvor hustruen var borte  fra  Skagen. Det kunne konen selvfølgelig ikke leve med, og da det var hende der financerede foretagendet, (hun havde vistnok arvet nogle oliepenge efter sin bedstefar), smækkede hun pengekassen i, tog børnene med og rejste hjem til Californien. 

Michael Bruce forsøgte så alene og med andres hjælp, at fortsætte med ombygning og restaurering, men uden hustruens penge måtte han til sidst opgive, og forlod så skibet og rejste hjem.

Marilyn Anne blev senere købt af Struer Kommune, og arbejder nu som sejlende skole, og primært i danske farvande. 

Jeg har for øvrigt holdt forbindelsen til Carter ved lige. Han hedder nu Robinson til efternavn og arbejder med installation af elektronik i skibe. Se deres website. 

Billederne jeg har brugt på siden her, er rippet fra Skibets Website. Jeg håber det er OK.  Hvis ikke må de lige sende en mail, så skal jeg nok fjerne dem.

 

Tilbage til siden med mine skibe