Artiklen er "rippet" fra Dansk Navigatørforening's website

 

Dør søfolk på grund af livsstilen?

18/10/2002 af Ulrik Kirk, afdelingslæge, Søfartsstyrelsen

 I Navigatør 8 er temaet Søfartsmedicin, og vægten er lagt på en beskrivelse af det maritime sundhedsvæsen. I den anledning har man interviewet embedslæge i Ribe Amt, Henrik L. Hansen (HLH). Af interviewet kunne man forfalde til at tro, at søfarende er en samling overvægtige, tobaksrygende drukmåse med høj risikoadfærd og deraf følgende selvforskyldt død som følge af kræft, hjertestop og ulykker.

Behandlingssystemet
Det maritime sundhedsvæsen er et behandlingssystem, helt parallelt til hvad man har i land. Det træder i kraft, når nogen føler sig syge eller er kommet til skade, hvilket jo desværre sker uanset forebyggelse – også i land! Vi ”luller os” således ikke ind i en tro om, at alt kan klares alene med dette system, som det fremgår af interviewet med HLH. Vi tror ikke engang, at systemet i sin nuværende form er godt nok til at klare de opgaver, det er beregnet til. Det skal konstant udvikles og forbedres.
Alene i dette års første 3 første måneder har vi haft to forebyggelige dødsfald, hvor årsagen skyldtes infektionssygdomme. For mig er de to dødsfald lige præcist to dødsfald for meget.

De søfarendes livsstil
I virkeligheden ved vi ingenting om de søfarendes livsstil i dag.
For omkring 10 år siden blev der lavet en opgørelse fra Esbjerg, som viste, at der blandt de søfarende, som kom til søfartslæge i Esbjerg, var en overhyppighed af overvægt og rygning. Undersøgelsen er ikke anvendelig for generelle konklusioner, fordi de undersøgte ikke var repræsentative for de søfolk, der sejler på langfart. Undersøgelsens resultat kunne ligesåvel være et udtryk for en særlig vestjysk kultur, en ”Nordsøkultur” eller en bestemt firmakultur. Undersøgelsen er også for gammel til at sige noget om forholdene i dag. I samfundet generelt er der de seneste ti år sket meget på livs-stilområdet, hvilket antageligt også er smittet af på søfarende.

 

Hjertedødsfaldene
I en anden undersøgelse kan man læse, at der blandt de søfarende fandtes et stort antal hjertedødsfald. Konklusionerne var blandt andet, at der var noget galt med livsstilen (tobak med videre). Dele af undersøgelsens konklusioner var imidlertid problematiske og diskutable.

  1. Årsagen til hjertedødsfaldene blev fortolket som ”livsstilsfaktorer”. Men man havde ingen data om de dødes forbrug af tobak og alkohol, deres vægt, motionsvaner eller cholesterol i blodet. Derfor kunne man kun gætte om årsagen. Men også ikke-rygere får blodprop i hjertet. Ti-års risikoen for en ikke-rygende 50 årig mand er omkring 6%. Risikoen for en ryger er ca. 9%. Hvis forskeren udelukkende fortolker et hjertedødsfald som forårsaget af livsstilen, så er chancen for, at forskeren har gættet forkert omkring 40%.

  2. De døde i undersøgelsen blev ikke alle obduceret. Undersøgelsens forfatter var således nødt til at foretage et skøn af dødsårsagen. Et sådant skøn er – uanset hvor kvalificeret man er - afhængig af øjnene, der ser, og er slet ikke konklusivt på samme måde som data fra obduktioner. Principielt kunne dødsårsagen i disse tilfælde ligeså godt være infektionssygdom som hjertedødsfald.

  3. I samme undersøgelse fandtes enkelte døde i køjen uden nogen vidste, at de havde været syge. Dødsfaldene blev fortolket som om, den søfarende var blevet akut hjertesyg og momentant afgik ved døden. Det får HLH til at konkludere, at sådan noget kan man ikke gøre noget ved, uanset hvor godt det maritime sundhedsvæsen fungerer. Imidlertid dør kun ca. 10% af alle akutte hjer-tetilfælde momentant. I søfarten registres omkring 65% af akutte hjertetilfælde som momentant døde. Min fortolkning er, at man til søs overser symptomer hos ganske mange (ca. 55%), og at det fører til død, som måske kunne have været undgået. Denne fortolkning understøttes af enkelte case-stories, og det er noget vi forsøger at imødegå med det maritime sundhedsvæsen.

Forebyggelse
Søfartsstyrelsen har ikke berøringsangst overfor forebyggelse. Jeg er enig med HLH i, at vi bør være langt mere aggressive i forebyggelsen. Vi har imidlertid angrebet problemerne i den rækkefølge, hvor der kan reddes flest menneskeliv hurtigst muligt. Derfor har arbejdsmiljø, forebyggelse af ulykker, hurtig indgriben overfor sygdomme og forebyggelse af smitsomme sygdomme haft højest prioritet i de forløbne 10 år. Blandt andet er vi fra årsskiftet blandt verdens førende med hensyn til forebyggelse, diagnostik og behandling af malaria. Med ”Handlingsplan 2005” tager vi ikke alene skridt til påvirkning af den individuelle ”livsstil”, men også yderligere tiltag overfor de nok så vigtige ”livsvilkår” i erhvervet.

Etik
Vi må erkende, at søfarten stadig har en høj overdødelighed og at vi stadigvæk ikke er gode nok. Hver gang der sker et dødsfald er det en dyb katastrofe for den, det går ud over og for afdødes familie. Vi, der er ansat i myndigheden og i forskningen, må derfor anstrenge os til det yderste for at finde de rette løsninger, der kan beskytte de søfarende så godt som muligt. Samtidigt bør vi undgå at stigmatisere en hel erhvervsgruppe på et tyndt grundlag.

Any Comments ?