Mange danskere er glade for at arbejde med filippinere og fremhæver deres arbejdsomhed, venlighed og positive indstilling. Andre føler sig truet af udlændingene og retfærdiggør deres egen høje hyre ved at nedgøre de lavtlønnede kolleger. Det er en misforstået strategi, mener etnograf Fabienne Knudsen, efter fire medsejladser på danske handelsskibe og ca. hundrede interviews med danske og filippinske søfolk.
Af freelancejournalist Connie Mikkelsen
Erkendelsen af, at danske og filippinske søfolk kan have fælles interesser, er meget ringe. Det er nok det, der har overrasket mig mest, siger Fabienne Knudsen, der i to år har forsket i “arbejds- og fritidsrelationer mellem danskere og filippinere om bord på danske skibe” – et projekt under Forskningscenter for Maritim Medicin.
De danske søfolk kunne i stedet vælge at støtte de udenlandske besætningsmedlemmer i krav om samme sejltid og lønnet ferie. Jo bedre betingelser udlændingene får, jo mindre interessante bliver de for rederne på længere sigt, siger hun. Men den sammenhæng kan mange danske søfolk tilsyneladende ikke få øje på, så filippinernes rettigheder rager dem langsomt.
-Ja, hvordan kan det være? Fabienne Knudsen tænker sig om: – Jeg tror, det er fordi, vi ikke er vant til en solidaritet, der går ud over grænserne. Det er historisk nyt, og derfor er den erkendelse åbenbart svær.
Fabienne Knudsen kender mange eksempler på “vandrerhistorier”, hvor essensen er, at filippinske søfolk er uduelige – eller direkte ansvarlige for ulykker. Men ofte findes historierne i mange forskellige versioner, og i mange tilfælde er filippinernes “skyld” direkte opdigtet. Hun forstår også godt, hvorfor mange danske søfolk er vilde med at fortælle historierne videre. En ting er, at en del filippinske søfolk formentlig har været ringe rustet til deres arbejde – i hvert fald tidligere. Men en nok så væsentlig forklaring er, at danskerne er angste for fremtiden på grund af den billige, udenlandske arbejdskraft, og så reagerer de med en form for selvretfærdiggørelse. Strategien er at nedgøre udlændingene og deres kvalifikationer og fremhæve egne evner, så enhver kan se, at man er den højere hyre værd.
– Hold jer til det, I selv oplever med de udenlandske besætninger, og lad være med at genfortælle gamle historier, som I har hørt på tredje - fjerde hånd, lyder et af Fabienne Knudsens vigtigste råd.
Et er hvad man siger
Nogle af søfolkene føler sig så truede på deres levebrød, at de udvikler en retorik, som kan opfattes racistisk.
- If you pay with peanuts, you get a monkey - er én af den slags udtalelser. Men den danske sømand, som Fabienne Knudsen her citerer, var ellers meget forstående over for udlændinge.
– Jeg har vel talt med to, som jeg vil betegne som småracister. Men ellers... nej. Generelt hænger det ikke sådan sammen. Mit hovedindtryk er, at de danske søfolk tackler den kulturelle udfordring fornuftigt i praksis, men at der er en bemærkelsesværdig forskel på, hvad de siger, og hvad de gør, forklarer hun.
Man kan godt jamre højt over den filippinske besætnings ringe evner, overdrevne autoritetstro, sproglige inkompetence og ghetto-adfærd. Men i dagligdagen til søs er der en stor vilje til at få tingene til at glide på trods af sprogvanskeligheder og kulturforskelle.
– I starten kunne jeg ikke forstå det skisma. Men en af forklaringerne kan jo være, at der er for travlt i hverdagen. Der skal man bare have det til at fungere bedst muligt, og så åbner man måske op for sluserne i andre sammenhænge.
Fabienne Knudsen afviser at give en 10-punkts formel for et bedre samspil mellem danskere og filippinere á la punkt 1: Irettesæt aldrig en filippiner i andres påhør. Det får ham til at føle, at han taber ansigt. Og punkt 2: Filippinere skal holde op med at svare “Yes Sir” til alt, uanset om de har forstået en melding eller ej. Det provokerer danskernes udprægede anti-autoritstro og gør kommunikationen usikker.
Det var da ellers et par gode fif – eller?
– Nej, det vil gøre mere skade end gavn, hvis jeg sætter mig ned og forfatter sådan en pjece, hvor tingene er meget firkantede, siger Fabienne Knudsen.
Hun mener ikke, det er vejen frem at stable flere kasser op, som vi kan putte hinanden i. Det ville være bekvemt, men forkert fordi det sundeste er at se hinanden som forskellige individer og ikke som smådele i en ensartet gruppe. I øvrigt mener Fabienne Knudsen, at søfolkene allerede har tjek på de forskelle, der er mellem danskernes og filippinernes måde at gøre tingene på.
Forstået på den måde, at kulturforskelle ikke skal bruges som Det, der er brug for, er nærmere at få skilt skægget fra snottet. undskyldning for hvad som helst. For social isolation, dårlige arbejdsforhold, stress, uduelighed og dårlig madlavning.
For nu at tage det sidste først: – Kokken er en meget central person på et skib. Hvis man har en god filippinsk kok, smitter det positivt af på resten af den filippinske besætning. Og omvendt hvis han er en elendig kok, siger Fabienne Knudsen. - Men her er der tale om individuelle kvalifikationer. Den elendige kok er jo ikke elendig, fordi han er filippiner, men fordi han har fået en tjans, han måske ikke er rustet til. Og hvis skyld er det?
Hvis hverdagen føles stresset, tidspresset er øget, besætningerne skåret ned og papirarbejdet overvældende, er det så filippinernes skyld? Eller er udlændingene blevet syndebukke for en uafvendelig udvikling?
Man kan også spørge: når danskerne føler sig diskriminerede, fordi de oplever, at der stilles færre krav til deres udenlandske kollegers kvalifikationer, er det så de udenlandske kolleger, man kan klandre?
Ifølge Fabienne Knudsen er de fleste danskere klar over, at de ikke kan tørre alle problemer af på filippinerne. Men hun har også oplevet danskere, som giver filippinerne skyld for det meste – hvor de måske gjorde klogere i at stille krav til rederierne. For eksempel om kun at ansætte velkvalificerede folk.
– Det er vel rederierne, der betaler de agencies i Manilla, som formidler arbejdskraften. Så har de nok også noget at skulle have sagt, antager Fabienne Knudsen. – Og så må rederierne simpelthen bestemme sig for, om de vil have ansvarsfulde medarbejdere. Ønsker de det, kræver det, at medarbejderne også har rettigheder. Ikke kun pligter, understreger hun.
Fabienne Knudsen nævner den hierakiske struktur på et skib som et andet eksempel på, at forskellig adfærd og danskernes sociale isolation handler om andet end kultur. – Der er jo ingen tvivl om, hvem der sidder øverst på bjerget, og hvem der rangerer nederst, så hvis de danske officerer ønsker socialt samvær med den filippinske besætning, må de i højere grad bevæge sig over i filippinernes opholdsrum. Det omvendte er utænkeligt på grund af filippinernes urokkelige autoritetstro, pointerer hun.
– Men her afslører nogle danskere en sær dobbeltmoral. For selv om de generelt gør meget for at underspille den hierakiske ordens betydning, så er de samtidig bange for at blande sig for meget med besætningen for ikke at miste respekt, påpeger hun.
Hvis man prøver at sætte sig i sin filippinske kollegas sted, er der måske også andre forskelle, man kan få øje på.
– Helt basalt har mange filippinere en anden opfattelse af arbejdsliv, end de fleste danskere har, forklarer Fabienne Knudsen. For filippinerne er arbejdet ensbetydende med, at familien får mad på bordet og overlever. Selv om danske søfolk kender til angsten for at blive fyret, så er konsekvenserne af at miste jobbet langt værre for filippineren, for i hans land findes der ikke et offentligt, socialt sikkerhedsnet.
– Desuden er det velkendt i Manilla, at der foregår en uofficiel blacklistning af de sømænd, der fx henvender sig til ITF og klager over forholdene ombord, og på den baggrund er det ikke underligt, at mange filippinske sømænd ønsker at blive indblandet i mindst muligt, og at de accepterer uretfærdig behandling og diskrimination som et nødvendigt onde, mener Fabienne Knudsen.
– Den filippinske sømand ofrer sig for familien og anser egen trivsel som mindre væsentlig. Hvorimod den danske sømand er meget optaget af arbejdets sociale aspekter, fordi han har større overskud.
– Så når en filippiner siger “Yes Sir” til det hele, er det ikke kun en kulturbetinget reaktion, opsummerer Fabienne Knudsen. Det afspejler både hans usikre, sociale situation og hans placering på den faglige rangstige. Danskerne tror måske, at den servile attitude er udtryk for mangel på selvstændig holdning, men sådan er det ikke nødvendigvis.
– Spørger man filippinerne, vil de for eksempel helst arbejde på skibe med en blandet besætning. Altså flere forskellige nationaliteter. De mener, det er en dårlig idé med kun en nationalitet, fordi det så påvirker hele besætningen, når der er problemer mellem to individer. Og her er filippinerne faktisk på linie med den nyeste forskning på området.
Fabienne Knudsen nævner en netop udkommet rapport fra den maritime forskergruppe ved Cardiff University. Her er konklusionen netop, at multietniske besætninger med mere end to nationaliteter anbefales af hensyn til det sociale liv.
